Sprog: DanskEnglishSvenskaNorsk

Enneagram type 6, Skeptikeren

Loyalisten · Realisten

1 2 3 4 5 6 7 8 9

Enneagram type 6 kaldes Skeptikeren, og også Loyalisten eller Realisten. Typen hører til hovedcentret sammen med type 5 og 7 og drives af at have tryghed, sikkerhed og noget at støtte sig til. Her får du hele beskrivelsen: kendetegn, vinger, stress og tryghed, undertyper, udviklingsniveauer og hvordan typen fungerer på arbejdet.

Scanner du automatisk efter, hvad der kan gå galt, og er du loyal over for dem og det, du tror på? Så kan du være en type 6. Tag den gratis test på 360indicator.

Kort om type 6

CenterHovedcentret, sammen med type 5 og 7
Grundlæggende frygtAt være uden støtte og tryghed
Grundlæggende ønskeAt have tryghed, sikkerhed og noget at støtte sig til
PassionAngst
FikseringTvivl
Særlig evneTillid
EssensTro
Vingertype 5, Iagttageren og type 7, Entusiasten
Under stressMod type 3, Udretteren
I tryghedMod type 9, Mægleren
Hyppighed9,7 % af 8.355 fulde profiler
Stregtegning af Enneagram type 6, Skeptikeren Enneagrammet med type 6 fremhævet. Rød pil mod type 3 under pres, grøn pil mod type 9 i tryghed.
Type 6 i Enneagrammet. Den røde pil viser bevægelsen mod type 3 under pres. Den grønne pil viser bevægelsen mod type 9 i tryghed. De to blå ringe markerer vingerne, type 5 og type 7.

Karakteristika

Enneagram type 6 er skarpsindige og loyale mennesker, som er optaget af at analysere og overveje for og imod.

De har fokus på hvad der kan gå galt, for på den måde at kunne sikre sig imod det. De har ofte udtænkt op til flere nødplaner og har altid et plaster i tasken eller en paraply i bagagerummet, hvis nu det skulle begynde at regne.

Seksere har en evne til altid at kunne tage det modsatte synspunkt af hvad de andre tager, for at skabe ligevægt eller modvægt. Det bliver synligt i deres ofte asymmetriske kropsholdning. Type seks har tit en lidt tør humor. De er eksperter i ironi og er også gerne selvironiske.

Balder Vendt-Striim om sekseren, der ikke er imod, men søger balance (41 sek.)

Sådan genkender du type 6

  • Du analyserer ofte alle konsekvenser før du træffer en beslutning.
  • Du tager ofte det modsatte standpunkt for at skabe ligevægt eller modvægt
  • Det er tit du forestiller dig hvad der kunne gå galt, for at kunne gardere dig imod det.
  • Autoriteter er et emne i dit liv. Enten tror du på dem eller også gør du oprør mod dem.
  • Du identificerer dig med sagen og kæmper for de svage i samfundet.
  • Du tager ofte dig selv i at spekulere på om din beslutning nu også var den rigtige.
  • Du leder efter de skjulte dagsordener og motiver, som eventuelt påvirker et samarbejde.
  • Du er meget trofast og støttende over for dine venner og / eller familie.

Styrker og ressourcer

Bidrager med

Enneagram type 6 er gode analytikere og forholder sig til situationen eller emnet indtil alle vinkler er tænkt igennem. De har en særlig evne for at læse mellem linjerne og det betyder at de hurtigt opfanger skjulte dagsordener.

Trives bedst med

Enneagram type 6 vil gerne værdsættes for deres analytiske sans og trives godt i et miljø hvor der er plads til sund skepsis.

Ressourcer

Under stress og i tryghed

Når Enneagram type 6 er pressede og føler sig truet bliver de mere aktivt handlende og når en masse, som de får anerkendelse for, men de frustreres over ikke at få tænkt tingene ordentligt igennem. Bevægelsen går mod type 3, Udretteren.

Når Enneagram type 6 er trygge og tillidsfulde har de nemmere ved at slappe af og stilne tankerne. De får fokus på det positive og nyder helheden. Bevægelsen går mod type 9, Mægleren.

Du skifter ikke type. Andre sider af dig træder frem, og hvilke afhænger af, hvordan du har det. Derfor kan man ikke aflæse en persons type ud fra adfærd alene.

Vingerne: 6w5 og 6w7

Vingerne er de to typer, der ligger på hver side af type 6 i Enneagram-cirklen: type 5, Iagttageren og type 7, Entusiasten. De fleste er præget af den ene mere end den anden, og det forklarer, hvorfor to mennesker med samme type kan virke meget forskellige.

Type 6 med 5-vinge (6w5)

En 6 med 5-vinge er mere analytisk og tilbagetrukket.

Type 6 med 7-vinge (6w7)

En 6 med 7-vinge er mere udadvendt, humoristisk og aktiv.

Undertyperne hos type 6

Alle ni typer findes i tre undertyper, alt efter hvilken instinktiv drivkraft der fylder mest: selvopholdende, social eller én-til-én. Grundtypen er den samme, men undertypen farver hele udtrykket.

UndertypeKendetegnFalder ofte i
SelvopholdendeVarm og alliancebyggende, tryghed gennem relationerAt gøre sig lille for at bevare freden
SocialLoyal og pligtopfyldende, holdepunkt i systemetAt det ydre erstatter egen dømmekraft
Én-til-énModfobisk: går mod frygten, direkte og udfordrendeAt modet bliver et panser over tvivlen

Den selvopholdende type 6

Den selvopholdende type 6 skaber tryghed gennem relationer. Den er varm, imødekommende og god til at bygge alliancer, og den søger beskyttelse i at være holdt af. Tvivlen bliver sjældent til konfrontation. Faldgruben er at gøre sig for lille for at bevare freden.

Den sociale type 6

Den sociale type 6 finder sit holdepunkt i systemet: reglerne, rammen, det man er blevet enige om. Den er loyal og pligtopfyldende og ved præcis, hvor grænserne går. Faldgruben er at lade det ydre referencepunkt erstatte sin egen dømmekraft.

Den én-til-én-orienterede type 6

Den én-til-én-orienterede type 6 går mod frygten i stedet for væk. Den er den modfobiske variant: udfordrende, direkte og til tider provokerende, fordi styrke føles sikrere end forsigtighed. Faldgruben er, at modet bliver et panser, som skjuler den tvivl, der stadig er der.

Type 6 gennem de ni udviklingsniveauer

Enneagrammet beskriver også, hvordan typen ser ud i forskellige tilstande. Don Riso og Russ Hudson opdeler hver type i ni udviklingsniveauer, samlet i tre spænd: niveau 1 til 3 er de sunde, niveau 4 til 6 de gennemsnitlige og niveau 7 til 9 de usunde. Niveauet beskriver en tilstand. Man flytter sig mellem niveauerne, nogle gange i løbet af en enkelt dag.

SpændNiveauSådan ser type 6 ud
I god form1 til 3Du finder autoriteten indeni og kan stole på din egen vurdering uden at få den bekræftet.
I hverdagen4 til 6Energien går til at forudse, hvad der kan gå galt.
Under pres7 til 9Mistroen overtager.

De sunde niveauer, 1 til 3

I de sunde niveauer finder type 6 autoriteten indeni. Den kan stole på sin egen vurdering uden at skulle have den bekræftet, og loyaliteten bliver et valg frem for et behov. Det er den type, andre helst vil have med, når det for alvor gælder, fordi modet er ægte og ikke stivnet.

De gennemsnitlige niveauer, 4 til 6

Her går energien til at forudse, hvad der kan gå galt. Type 6 tester andres hensigter, søger bekræftelse og skifter mellem at læne sig op ad noget og at gøre modstand mod det. Tvivlen bliver en vane, og beslutninger bliver tunge, fordi begge muligheder kan forsvares.

De usunde niveauer, 7 til 9

I de usunde niveauer overtager mistroen. Typen ser fjendtlighed, hvor der ingen er, og reagerer enten med underkastelse eller med hidsig modstand. Angsten kan blive så høj, at handlingen kommer før tanken, og det er ofte den handling, der bekræfter frygten.

Sekseren er ikke imod, den skaber ligevægt. Balder Vendt-Striim (59 sek.)

Type 6 på arbejdet

Sådan leder du en type 6

Vær forudsigelig og tydelig. Tal åbent om risici, for type 6 har allerede set dem, og bagatellisering koster tillid. Giv dem ansvaret for at finde svaghederne i en plan, det er deres styrke.

Sådan sælger du til en type 6

Vær ærlig om hvad der kan gå galt, og hvordan det håndteres. Referencer, garantier og gennemsigtighed virker. Hastværk og pres skaber mistillid.

Sådan kommunikerer du med en type 6

Vær tydelig og forudsigelig. Tal åbent om risici i stedet for at bagatellisere dem, for type 6 har allerede tænkt tanken. Uklarhed skaber mere uro end dårligt nyt.

Din personlige udviklingsvej

Enneagram type 6's udviklingsvej går gennem at slippe sin fiksering omkring at tvivle på såvel sig selv som andre. Dette sker gennem at udvikle tillid og dermed have mod til at gøre det modsatte af det, som tankerne ellers vil. Herved oplever Sekseren at få kontakt til det særlige aspekt af essenstilstanden, hvor der er en tro på at alt går godt, og at der er en overordnet positiv hensigt bag alt hvad der sker.

Mia Vendt-Striim om sekserens udviklingsvej: at turde tro på det gode og på sin intuition (32 sek.)
Balder Vendt-Striim underviser i Enneagrammets type 6 med en paraply i hånden
Balder Vendt-Striim underviser i type 6. En paraply står for beredskabet over for det, der kan gå galt.

Hør type 6 som lydbog

Bogen Brug dit Enneagram er læst op, og delen om type 6 har sin egen titel på 34 minutter. Den er indlæst af Morten Vendt og udgivet af Forlaget Striim under titlen Brug dit Enneagram - Type 6: Realisten - Skeptikeren - Loyalisten. Serien rummer ti titler: en introduktion og en for hver af de ni typer.

Hør den hos Mofibo, Apple Books, Spotify eller Libro.fm. Se hele serien på ti titler.

Ofte stillede spørgsmål om Enneagram type 6

Hvad kendetegner Enneagram type 6, Skeptikeren?
Enneagram type 6 er skarpsindige og loyale mennesker, som er optaget af at analysere og overveje for og imod.
Hvad er type 6's grundlæggende frygt og grundlæggende ønske?
Type 6's grundlæggende frygt er at være uden støtte og tryghed. Det grundlæggende ønske er at have tryghed, sikkerhed og noget at støtte sig til.
Hvad er type 6's vinger, 6w5 og 6w7?
En 6 med 5-vinge er mere analytisk og tilbagetrukket. En 6 med 7-vinge er mere udadvendt, humoristisk og aktiv. Læs mere om type 5, Iagttageren og type 7, Entusiasten.
Hvad sker der med type 6 under stress og i tryghed?
Under pres bevæger type 6 sig mod type 3, Udretteren. I tryghed går bevægelsen mod type 9, Mægleren. Typen er den samme. Det er andre sider af én selv, der træder tydeligere frem.
Hvad forveksles type 6 oftest med?
I 360indicators data bekræftede 89,4 % type 6, når testen foreslog den. De, der valgte om, gik oftest til type 1, type 8 eller type 3. En test og en samtale om kernemotivationen hjælper med at skelne.
Hvordan ved jeg, om jeg er Enneagram type 6?
Kig på din motivation, ikke kun din adfærd: type 6 drives af at have tryghed, sikkerhed og noget at støtte sig til. Tag den gratis Enneagram test på 360indicator, eller få hele profilen med vinger, stress og tryghed i premium-testen.
Hvordan er Enneagram type 6 i kærlighed og relationer?
Type 6 er loyale, engagerede og ansvarlige partnere, men kan teste relationen og tvivle på, om de kan stole på den. Når de er trygge, bliver de mere afslappede, tillidsfulde og modige.
Findes der en lydbog om Enneagram type 6?
Ja. Delen om type 6 fra bogen Brug dit Enneagram er en selvstændig lydbog på 34 minutter, indlæst af Morten Vendt. Se hvor du kan høre den.

Vælg en anden type

1 2 3 4 5 6 7 8 9

← Tilbage til Typerne

Find din egen type

Tag Enneagram-testen på 360indicator, eller kom på vores intro-kursus og find din type med en erfaren underviser.

Køb premium-testenTag en gratis Enneagram test Kom på et Enneagram kursus Se interne kurser Se vores Enneagram uddannelser

Åbne kurser udbydes på dansk i Danmark. Interne kurser (in-house) kan leveres i hele Europa på dansk, engelsk eller svensk.