Romantikeren · Dramatikeren
Enneagram type 4 kaldes Individualisten, og også Romantikeren eller Dramatikeren. Typen hører til hjertecentret sammen med type 2 og 3 og drives af at finde sig selv og være autentisk, set for den man virkelig er. Her får du hele beskrivelsen: kendetegn, vinger, stress og tryghed, undertyper, udviklingsniveauer og hvordan typen fungerer på arbejdet.
Er du følelsesladet, søger dybde og det ægte, og mærker tydeligt, når noget mangler? Så kan du være en type 4. Tag den gratis test på 360indicator.
| Center | Hjertecentret, sammen med type 2 og 3 |
|---|---|
| Grundlæggende frygt | At være uden en unik identitet eller betydning |
| Grundlæggende ønske | At finde sig selv og være autentisk, set for den man virkelig er |
| Passion | Misundelse |
| Fiksering | Længsel |
| Særlig evne | Ligeværd |
| Essens | Forbundethed |
| Vinger | type 3, Udretteren og type 5, Iagttageren |
| Under stress | Mod type 2, Hjælperen |
| I tryghed | Mod type 1, Perfektionisten |
| Hyppighed | 5,0 % af 8.355 fulde profiler |
Enneagram type 4 er følelsesladede og dybsindige mennesker, for hvem det er vigtigt at livet er intenst. Derfor har de en evne for at forstærke deres indtryk af oplevelser, så de virkelig kan mærke at de lever.
Firere kan svinge i humør mange gange i løbet af en dag og de kender alle nuancer i følelsesregisteret lige fra ekstatisk lykkefølelse til dyb sorg og depression. De fokuserer ofte på det der mangler og det giver dem evnen til at sætte et unikt og personligt præg på deres omgivelser.
For Enneagram type 4 er det vigtige i livet det, der er noget specielt og de bruger deres kreative evner til, at gøre almindelighed og hverdag til noget enestående. Behovet for at være noget særligt, kan vise sig i tøjsmag med specielle detaljer og firere har ofte en genkendelig latter.
Enneagram type 4 er gode til at rumme andres følelser, da de selv kender til følelser i mange afskygninger. De benytter sig af deres æstetiske sans til at sætte prikken over i´et, så snart de kan komme til at sætte et personligt præg på det de foretager sig.
Enneagram type 4 trives bedst i miljøer, hvor der er plads til de individuelle løsninger og hvor der bliver sat pris på deres særlige evner for at opdage det der mangler.
Når Enneagram type 4 er presset og føler sig usikker mister de kontakten til deres følelser og fokuserer på hvad de kan gøre for andre for at blive vellidt igen. Bevægelsen går mod type 2, Hjælperen.
Når Enneagram type 4 er trygge og føler sig ressourcefulde har de nemmere ved at holde fokus på sagen og får tingene gjort på den rigtige måde. De har opmærksomhed på de unikke detaljer og perfekt æstetik. Bevægelsen går mod type 1, Perfektionisten.
Du skifter ikke type. Andre sider af dig træder frem, og hvilke afhænger af, hvordan du har det. Derfor kan man ikke aflæse en persons type ud fra adfærd alene.
Vingerne er de to typer, der ligger på hver side af type 4 i Enneagram-cirklen: type 3, Udretteren og type 5, Iagttageren. De fleste er præget af den ene mere end den anden, og det forklarer, hvorfor to mennesker med samme type kan virke meget forskellige.
En 4 med 3-vinge er mere udadvendt og præstationsorienteret.
En 4 med 5-vinge er mere tilbagetrukket, analytisk og privat.
Alle ni typer findes i tre undertyper, alt efter hvilken instinktiv drivkraft der fylder mest: selvopholdende, social eller én-til-én. Grundtypen er den samme, men undertypen farver hele udtrykket.
| Undertype | Kendetegn | Falder ofte i |
|---|---|---|
| Selvopholdende | Holder ud, klager ikke, gør noget ved længslen | At smerten ikke deles før den er for stor |
| Social | Måler sig mod gruppen, ser tingene udefra | At skammen bliver en identitet |
| Én-til-én | Udtryksfuld og intens, vil ses tydeligst | Lav tærskel for at føle sig overset |
Den selvopholdende type 4 bærer sit savn uden at klage. Den holder ud, arbejder hårdt og gør noget ved sin længsel i stedet for at tale om den. Udadtil kan den virke robust og næsten upåfaldende, og det er ofte den, andre bliver mest overraskede over. Faldgruben er, at smerten ikke deles, før den er blevet for stor.
Den sociale type 4 måler sig mod gruppen og finder sig selv utilstrækkelig. Der er en fintfølende opmærksomhed på, hvor man står i forhold til andre, og en tendens til at indtage rollen som den, der ser tingene udefra. Faldgruben er skammen, der bliver til en identitet.
Den én-til-én-orienterede type 4 er den mest udtryksfulde og mest krævende. Den konkurrerer, ikke om at være bedst, men om at være den, der føler dybest og ses tydeligst. Der er en intensitet, som både tiltrækker og brænder, og en lav tærskel for at blive overset.
Enneagrammet beskriver også, hvordan typen ser ud i forskellige tilstande. Don Riso og Russ Hudson opdeler hver type i ni udviklingsniveauer, samlet i tre spænd: niveau 1 til 3 er de sunde, niveau 4 til 6 de gennemsnitlige og niveau 7 til 9 de usunde. Niveauet beskriver en tilstand. Man flytter sig mellem niveauerne, nogle gange i løbet af en enkelt dag.
| Spænd | Niveau | Sådan ser type 4 ud |
|---|---|---|
| I god form | 1 til 3 | Du holder op med at lede efter dig selv og begynder at skabe. |
| I hverdagen | 4 til 6 | Identiteten bliver et projekt. |
| Under pres | 7 til 9 | Længslen vender sig indad som selvforagt. |
I de sunde niveauer holder type 4 op med at lede efter sig selv og begynder at skabe. Følsomheden bliver en gave i stedet for en byrde, og evnen til at rumme det svære gør typen til den, andre kommer til med det, de ikke kan sige andre steder. Der er en ro, som ikke kræver at være særlig.
Her bliver identiteten et projekt. Type 4 dyrker det, der adskiller den fra andre, og sammenligner sig konstant med dem, der ser ud til at have fået det, den mangler. Stemningerne får lov at bestemme, og hverdagens praktiske ting bliver noget, man kommer til bagefter.
I de usunde niveauer vender længslen sig indad som selvforagt. Typen trækker sig fra dem, den har mest brug for, og det kan blive svært at skelne mellem at føle noget og at være det, man føler. Der kan komme en selvdestruktiv side, hvor smerten bliver det eneste, der føles ægte.
Giv opgaver hvor de kan sætte deres eget præg. Type 4 har brug for mening og for at blive set som andet end en funktion. Vær ægte i din feedback, for standardros virker mod hensigten.
Undgå masseproduktion og floskler. Vis at løsningen er tilpasset netop dem. Type 4 køber det der føles rigtigt og personligt, ikke det der er mest udbredt.
Vær ægte. Type 4 opdager med det samme hvis du siger noget du ikke mener. Afvis ikke følelser som irrelevante, og undgå floskler og standardsvar.
Enneagram type 4's udviklingsvej går gennem at slippe sin fiksering på alt det der mangler og som er forkert og i stedet bruge sin særlige evne til at opleve alt ligeværdigt. Ved at fokusere på det, som er tilstede i nuet og betragte det som værende lige så godt som det, der mangler, vil Fireren opleve at kunne slippe sin lidelse og få kontakt til en essenstilstand af at være forbundet til helheden. At alt og alle hænger sammen i en større helhed.

Bogen Brug dit Enneagram er læst op, og delen om type 4 har sin egen titel på 41 minutter. Den er indlæst af Morten Vendt og udgivet af Forlaget Striim under titlen Brug dit Enneagram - Type 4: Individualisten - Romantikeren - Dramatikeren. Serien rummer ti titler: en introduktion og en for hver af de ni typer.
Hør den hos Mofibo,
Apple Books,
Spotify eller
Libro.fm. Se hele serien på ti titler.
Tag Enneagram-testen på 360indicator, eller kom på vores intro-kursus og find din type med en erfaren underviser.
Køb premium-testenTag en gratis Enneagram test Kom på et Enneagram kursus Se interne kurser Se vores Enneagram uddannelserÅbne kurser udbydes på dansk i Danmark. Interne kurser (in-house) kan leveres i hele Europa på dansk, engelsk eller svensk.